Stresspolitik for MiniGiro

Overordnet mål: At reducere stress

 

Alle har et ansvar for at reducere stress.

Vi vil ikke lade hele institutionen og medarbejdergruppen oversvømme af dårlig stemning udløst af elendige arbejdsvilkår eller af forældrekrav. Vi vil bruge personalemøderne konstruktivt til at drøfte årsager til stress – hvad vi kan gøre ved det. Vi vil sætte realistiske mål for arbejdet og samtidig formulere højt, hvad de ansatte ikke kan nå. Det dur ikke bare at lade stå til eller lade sig oversvømme af forældrekrav og dårlig stemning, der flyder ud over dagligdagen i institutionen og ud over børnene.

Stress må ikke være en del af dagligdagen og må ikke være skyld i sygdom blandt medarbejderne.

Kampen mod stress er ikke kun lederens ansvar.

 

Forvaltningens ansvar

En stress-ansvarlig organisation:

(læs: forvaltning, politikere, bestyrelse)

  • Medvirker til at skabe den fornødne tryghed, som en effektiv stresspolitik forudsætter, herunder afsætter ressourcer.
  • Støtter lederne i deres ledelsesansvar gennem relevant uddannelse, information og klarhed.
  • Evaluerer lederne på deres evne til at skabe trivsel.
  • Sikrer, at der er balance mellem krav og ressourcer.

Lederens ansvar

En stress-ansvarlig leder:

  • Sender signaler til topchefer, som er vigtige for forståelsen for stress-niveauet og de afgørende faktorer.
  • Betragter og accepterer stress som en vedvarende udfordring.
  • Engagerer sig personligt i personalet, møder, udvalg m.v..
  • Er ansvarlig for, at der er trygt for den enkelte at gå på arbejde i forhold til at kende dagens plan og de forventninger, der ligger til én.

Ansvaret for at skabe balance mellem krav og ressourcer – er tungest der, hvor kravene til daginstitutionerne formelt bliver formuleret. Det vil sige fra forvaltningens og politikernes side. Men det er lederens opgave at gøre forvaltningen opmærksom på, hvad institutionen kan løfte af opgaver, og hvad pædagogerne må lade ligge.

Den pædagogiske leder må tage fat om nældens rod på møderne. Skidt for sig og snot for sig. Vi skal bruge personalemøderne konstruktivt til at fokusere på, hvor er vi på vej hen, hvordan når vi derhen med de ressourcer, vi har. Institutionens hverdag må ikke lade sig oversvømme af stress.

Lederen må tage det udgangspunkt i diskussionen på personalemødet. Altså: Hvad er det, der stresser pædagogerne i dagligdagen? Hvad kan institutionen tilbyde børnene med de ressourcer, den har? Det handler om at sætte sig nogle realistiske mål ud fra de givne ressourcer, samt melde dem klart ud til forældre og politikere. Det er legalt også at formulere konkret, hvad personalet i institutionen ikke kan forventes at tage sig af.

 

Gruppens ansvar

En stress-ansvarlig medarbejdergruppe:

  • Er opmærksomme på hinanden, kan genkende kollegers symptomer på stress.
  • Blander sig, når stress ser ud til at kunne blive et problem hos en kollega, før man selv bliver ramt af kollegaens stress-adfærd.
  • Tager individuelle hensyn.
  • Sikrer en vedvarende dialog om roller, fordeling, ansvar, opgaver og overlader det ikke bare til de andre eller lederen.

Individets ansvar

Den enkelte stress-ansvarlige pædagog:

  • Er opmærksom på sig selv, kan identificere sine symptomer på stress, samt kender sine grænser.
  • Ved, hvordan hun skal håndtere sin stress, benytter både de tilbud, som arbejdspladsen stiller til rådighed såvel som de muligheder, der ligger uden for arbejdstiden.
  • Ser ud over sin egen næsetip. Hvis de enkelte ikke passer på sig selv, går det også ud over kolleger.
  • Melder ud, når stress alligevel ser ud til at kunne blive et problem.

Hvad kan du selv gøre med stress?

Selvom stress hovedsaligt er arbejdspladsens ansvar, er der også ting, du selv kan gøre for at forebygge stress.

Du er den eneste, der har førstehåndsviden om, hvorvidt du er stresset. Men før du kan udnytte den viden, er du nødt til at lære at lytte til dig selv og din krops signaler. Du skal lægge mærke til i hvilke situationer, du bliver stresset.

Det er vigtigt, at du kender forskel på, hvornår du har travlt, og hvornår du er stresset.

Du skal tage et medansvar for din egen stressforebyggelse og selv overveje, om du kan ændre det, der stresser dig. Snak med andre om det. Snak med din leder. Det er ikke altid, at andre mennesker kan se eller fornemme på dig, at du er stresset. Det er nødvendigt at lære at sige fra.

Prøv at organisere og gennemtænke din arbejdsdag. Lær at prioritere – og brug tid på det. Husk at du ikke kan nå alt. Derfor er det vigtigt at lære at fokusere på det vigtige – ikke kun på det, der haster. Husk også at overveje, om din egen indstilling til jobbet er den rigtige. Laver du overhovedet det rigtige eller er du i virkeligheden stresset, fordi du ikke er tilfreds med dine arbejdsopgaver eller med normerne og værdierne på din arbejdsplads.

Og sidst, men ikke mindst. Husk at holde fri, når du har fri og hold ferie, når du har ferie. Det er vigtigt, at du husker at lave frirum, hvor du ikke kan kontaktes og ikke læser mails eller tager telefonen. Det er afstressende at opleve noget andet end til dagligt, blive inspireret og underholdt.

 

Styrk den pædagogiske faglighed

I hverdagen skal målet for arbejdet også defineres ned i detaljen, så pædagogerne klart får defineret, hvad der forventes af dem rent pædagogisk. Nok er daginstitutionerne en serviceinstitution for forældre, der ofte har en forventning om, at deres barn får såkaldt ”en-til-en omsorg”, som de kunne få derhjemme. Men hvad kan det pædagogiske personale tilbyde børnene rent pædagogisk med de eksisterende ressourcer? Måske skal det siges højt, at servicen ikke rækker til også at servicere travle forældre, der ikke kan finde barnets tøj, når det bliver hentet.

Det er vigtigt af få højnet pædagogers faglighed, så de kan ranke ryggen rent fagligt. Eksempelvis kan det være ok at sige højt: ”Vi har ikke ansvaret for at finde børnenes tøj, når børnene hentes”.

Konkretiseret med et eksempel fra hverdagen:

”Sofus’ far kommer stresset fra arbejde for at hente Sofus. Drengens vanter er væk. Selv om pædagogen Sofie er i gang med at læse en bog for tre børn, løber hun og to af hendes kolleger straks rundt for at finde Sofus’ vanter, for Sofus’ far er direktør og i øvrigt har han meget travlt.”

Pædagogen skal med god samvittighed – og helt uden aggression i stemmen – kunne sige til Sofus’ far: ”Jeg læser bog for tre børn, så jeg kan desværre ikke hjælpe dig, men Sofus har været ude på legepladsen, måske kan du finde dem i sandkassen”. For det er hendes opgave at læse for børnene – og ikke at finde vanter.

 

Tegn på stress

  • Anspændthed, hovedpine og / eller åndedrætsbes.
  • Utålmodighed, svært ved at vente, selv om det måske blot drejer sig om nogle få minutter.